I slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede, var mange af de eksisterende frikirker begyndt at interessere sig for at forny kristendommen, så den igen kom i overensstemmelse med det ting man kan læse om i Ny Testamente. Bl.a. ønskede man at Helligånden igen skulle blive en aktiv del af menighedslivet.
I Amerika og England blev der i starten af det 20. århundrede udsendt flere hundredetusinde bedekort som opfordrede til at dagligt at bede følgende bøn, indtil svaret kom: ”Herre, send os en vækkelse og lad den begynde hos mig selv, i Jesu navn. Amen.”
Forskellige steder i verden brød der nu vækkelser frem. I Australien kom tusinde til tro, og i Wales spredte vækkelsen sig med stor hast.
En gruppe mennesker i Wales, samledes til bøn hver aften. Efter 3 uger oplevede de at tingene brød igennem og i deres henrykkelse begyndte de at prise Gud.
Herefter gik tingene stærkt. Evan Roberts, som var minearbejder og andre, begyndte at forkynde omvendelse, og fra efteråret 1904 til marts 1905, altså ca. et halv år, blev omkring 100.000 mennesker omvendt. Dette gik ikke ubemærket hen i lokalområdet; værtshuse blev lukket, tyvekoster blev leveret tilbage, gæld blev betalt og man holdt op med at bande og sværge.
Asusa Street
Fra Wales spredte vækkelsen sig videre ud i verden. De 2 amerikanere baptistpræsten Joseph Smale og den Afroamerikanske William Joseph Seymor, bragte omvendelsesbudskabet med sig til USA.
W.J. Seymor havde tidligere gået på en bibelskole i Texas, og var her blevet undervist omkring ’Helligåndens dåb’ af Charles Fox Parham, som allerede i 1901 havde oplevet at ’tale i nye tunger’, sådan som disciplene havde oplevet det på Pinsedag, i Apostlenes Gerninger kap. 2.
Som nyansat præst i en Afroamerikansk kirke på Asusa Street, åbnede Seymor den 9. april 1906 det, der senere skulle vise sig at blive et historisk møde. På dette møde oplevede en dreng ’Helligåndens dåb’ og begyndte til alles forbløffelse at tale et sprog som hverken han eller de omkringstående forstod. Dette blev startskuddet for det vi i dag kender som Pinsevækkelsen.
I tre år efter denne hændelse, blev der i kirken på Asusa Street 302, afholdt 3 møder om dagen, 7 dage om ugen og tusindvis af søgende mennesker kom valfartende til møderne og modtog Helligåndens dåb, og begyndte at tale i ’nye tunger’ - mange syge blev desuden helbredt.
Skandinavien og Danmark
En af de mennesker, som oplevede den nye ’pinsevækkelse’ var den norske metodistpræst, Thomas Ball Barratt. Han var i USA for at indsamle midler til et kirkebyggeri i Norge, og hørte tilfældigt om de ting der forgik på Asusa Street. Han tog kontakt til folkene på Asusa Street, og oplevede selv at blive ’døbt med Helligånden’.
Barratt tog sin oplevelse med sig tilbage til Norge, og begyndte at arbejde for udbredelsen at vækkelsen i Skandinavien, bl.a. ved at rejse rundt i Skandinavien og holde ’vækkelsesmøder’.
Pinsevækkelsen kom således til Danmark i årene 1907-09, hvor Barratt holdt en række møder i København. Den første danske pinsekirke blev herefter etableret i 1908.
|
Hvem er vi? 
